Vores initiativer i en uvant realitet

September 23, 2024

Hele Danmark er for nyligt blevet vendt på hovedet - og alle individer og virksomheder er blevet ramt på den ene eller den anden måde.Det gælder naturligvis også os hos Viggo. Transportbranchen er hårdt ramt, fordi folk ikke skal på arbejde eller ud at rejse.

Men i en uventet situation har man også en mulighed for at gøre noget anderledes. Derfor ser vi den situation, vi befinder os i, som en mulighed for at udvikle os, forbedre vores processer og ikke mindst for at levere en endnu bedre service til vores kunder og vores vognmænd.

Siden det første spadestik blev taget for Viggo, har vi set os selv om et teknologiselskab med fokus på mobilitet. Derfor er det helt naturligt, at vi bruger bilerne på vores platform til noget andet end at køre københavnerne til møde eller ud at spise.

Det er i vores DNA, at vi som nystartet virksomhed kan rykke hurtigt på nye initiativer. Derfor har vi sat en række projekter i gang, som ikke ville have været sket, hvis corona stadig kun havde været en øl.

Partnerskab med TakeOut

Vi har etableret et partnerskab med TakeOut.dk. Partnerskabet fungerer på den måde, at vores chauffører har mulighed for at tage ture på TakeOuts platform, og således levere mad bestilt af TakeOuts kunder.

Partnerskab med Burd Delivery

I vores partnerskab med Burd Delivery hjælper Viggo chauffører til med at levere pakker for Burds kunder. Viggos chauffører får en række pakker som skal leveres i København, og så kører de ellers ud med pakkerne. Det er en anderledes opgave for vores chauffører, fordi de nu også skal ud af bilen og levere pakken i eksempelvis lejlighedsopgange.

Vi lancerer ViggoHourly

Med ViggoHourly kan du booke en Viggo i en time til 500 kr. Er du for eksempel en lille virksomhed der skal have leveret et mindre antal pakker, kan det give god mening. Det kan for eksempel være en bager eller en lille café, der vil levere brød ud til flere kunder ad gangen. ViggoHourly kan bookes ved at skrive til vores kundeservice på support@viggo.com

Vi lancerer ViggoMedic

Vi har mange helte i Danmark for tiden - og nogle af de største helte er vores sundhedspersonale. Derfor har vi i samarbejde med vores vognmænd lanceret ViggoMedic - så sundhedspersonale kan blive kørt på arbejde til halv pris. Vi har sat vores egen fee til 0 kr., og vognmændene har skåret en del af deres almindelige pris fra.

Join the ride!

#viggotogether towards an electric future